En ørn? Jeg har hørt den før. Andre har sagt, at der også var lidt ugle over mig. Og andre igen mente, at jeg lignede Jack Nicholson eller Dildo-Jill. Min mormor syntes, jeg lignede Isabella Rosselini. Min mor synes, jeg ligner hende selv. Og efter al den sammenligning er jeg blevet enig med mig selv om, at jeg nok mest af alt ligner mig selv.
Jeg var til Bogforum i weekenden. Og mens jeg stod og så på Susse Wold blive interviewet af Jarl Friis-Mikkelsen, kunne jeg kun ønske mig at skrive om det til dig.Åh, hvor stod der mange gamle damer nærmest med tårer i øjnene over konens banale, metaforiske billeder på livet.
Jarl: ”Din bog hedder Fremkaldt, som både kan henvise til teaterscenen og til fotografiets verden (flot set, Sherlock). Vil du sige, at dit liv er blevet fremkaldt i et mørkekammer?”
Susse (noget puzzled over spørgsmålet, men Jarl ser så insisterende ud, at hun beslutter sig for at se pæn ud og svare pænt):”Altså. Jeg har det nok sådan, at hænger man mit liv op som perler på en snor, så vil nogle være mørke og nogle lyse. Men nu hænger de der, og jeg kunne ikke ønske mig en anden perlekæde.”
…
Jarl: ”Hvilket ord vil du sige står igen, når du kigger tilbage på dit liv?”
Susse (og det er ikke i hendes kunstpause til at spore, at hun er dødtræt af den slags spørgsmål. U-las-te-lig): ”Taknemmelighed,” siger konen og sender et så forelsket blik til sit livs kærlighed, Bent Mejding, som hun har været gift med tre gange, og som står to skridt fra mig.
Men er måske bare ikke så meget fan af megastore elitebogfora om den litterære elite for eliten (og for gamle damer), hvor den væsentligste goodie at tage med hjem er denne: jeg kan nu sige, at jeg inden for tre timer har set Lars Bukdahl, Helle Helle, Jarl, Susse, Nils Thorsen, Alberte Winding og ham den nye fra Go’ aften Danmark. Ikke engang en billig bog eller noget. Jeg følte mig bollet i røven, det gjorde jeg.
Jeg tror egentlig ikke min entusiasme blomstrer her på arbejdspladsen. I morges spurgte jourhavende faktisk ’er du okay?’.
Og ja. Jeg er okay. Men når de sætter mig til den ene umanerligt kedeligt og svære opgave dag efter dag, så kommer jeg altså til at ligne mig selv i fjerde klasse, når jeg bøvlede med hjemmeopgaver i matematik. Jeg fatter ikke det her. Og jeg er pisseligeglad med det. Og det er røvkedeligt.
Sådan så jeg ud i går (som én i fjerde klasse), da jeg skulle assistere på en opgave om… generationsskifte. Vil ikke underholde med, hvad dét så betyder, men der stod generationsskifte på den ordre, der overrulede mit portræt af Gun-Britt Zeller, som jeg ellers brændte efter at komme i gang med. Og jeg brænder fandme sjældent.
Og det der transseksuelle-tema blev naturligvis syltet, fordi ’det altså var for marginalt’.
… hov. Kom lige til at hundse med min chef. Men looks like Gun-Britt måske er back on track.
Vi har glemt plus- og minusordene, du.
Plus: Trussetyv. Gulddragt. Narniaskab. Sommervise.
Minus: Kussemagnet. Krom. Pikkemand. Sommersalat. K-salat.
