Det er aldrig rart at indrømme. Men nu kommer det. Min interviewteknik stinker, og jeg ved sjældent bag hvilke spørgsmål, de saftige svar gemmer sig. Derfor er min påskelæsning i år vores gamle pensum fra Journalisthøjskolen. Husker du, hvordan vi skøjtede hen over Kurt Strands Interview, Lars Bjergs Som man spørger og Nils Thorsens Klangen af et menneske? Nu er de fremme igen, for måske ligger nøglen til de saftige svar gemt i de pixiebøger, skolen kalder undervisningsmateriale.
Jeg er ikke blevet meget klogere på noget konkret. Til gengæld fik jeg en åbenbaring.
Nils Thorsen – der i min verden er lige så gudsbenådet til portrættet, som Poul Høi er til featuren og Jørgen Leth er til poesien – skriver ordret, som taget ud fra min egen forestilling om mig selv, og derfor min egen mindrefølelse om evner udi journalistikken:
– Selv er jeg et genert menneske. Jeg føler mig ofte fejlanbragt i verden. På afstand har jeg det fint. Og helt tæt på, fordybet i samtale. Men ved de sociale mellemstationer er jeg på den. Ved receptioner står jeg og tripper udenfor mængden og ved ikke, hvordan jeg skal kontakte de andre, og når nogen kommer hen og taler, ønsker jeg bare, at de forsvinder igen, for jeg løber alt for hurtigt tør for noget at sige.
Det har slået mig, at jeg faktisk selv er mere sky overfor mennesker, der også selv er sky. Måske fordi man som genert menneske ved fra sig selv, at de generte gemmer sig et stykke bag deres ansigt og tænker deres egne tanker. Og sådan et blik ønsker man ikke selv på sig. De ligefremme og højrøstede er lettere at have med at gøre. De tager i det mindste ansvaret for situationen og giver sig til at tale og dirigere. Og det gør mig åbenbart tryg, at den anden fylder tomrummet imellem os.
Der er endnu håb! Hvis en mand, der har det sådan der, kan få dette mesterværk ud af en skamredet medieperson, så er der fandmer stadig håb for mig.
Plusord: haremis.
Minusord: friværdi.
