Posts tagged reprimande

Pattebørn

I julen spiser jeg chips for at genere min mor. Ikke fordi jeg er lækkersulten, men fordi jeg vil trodse. Fordi hun bedre kan lide den version af mig, der er slank og har ren hud.
På trods af min alder er jeg teenager i min mors selskab. Går uden make-up og lægger skoene op i de arvede møbler, så snart hun har bedt mig lade være. Fortæller hende, at hendes jokes ikke er morsomme. Trækker den tre minutter længere end høfligt er, når hun kalder til bords.
Min fætter opfører sig på akkurat samme måde. Svarer sin mor igen. Er sarkastisk. Saboterer det brætspil, vi alle forsøger at vride noget hygge ud af, så hun taber point. Går over grænsen og får en reprimande.
Der er intet som offentlige reprimander, der kan svøbe en julemiddag ind i et tryk. Som når han hvisler til sin mor, henover min roste rødkål med revet appelsin og nelliker: “Jeg hader, når du gør det der. Du udleverer mig altid,” som svar på en historie fra hans ungdom på Nørrebro, som hun forsøger at genfortælle, fordi han selv er klappet i.
De krydsede arme over den voksne mand. Trutmunden. De hævede bryn. Og så den der tavshed, der siger det hele.
Jeg kender den. Fra når min egen mor fortæller historier til fremmede om dengang jeg sked i bukserne i Avignon.
Han er 21. Jeg er 24. Vi opfører os som pattebørn af de to søstre, der er vores mødre. Forskellen på os to og på teenagere mellem 13 og 19, er jo blot, at vi er flyttede hjemmefra, passer videregående uddannelser og kan sætte dem til vægs i diskussioner. Jeg spekulerer på, om det er fordi vores mødre var fraværende fysisk og mentalt, da vi var teenagere, at de får tifold igen. Eller om det bare er fordi julens dens tvungne fællesskab og madsvineri sætter enhver ungvoksens tålmodighed på prøve.

… hm. Men lige så meget teenager, der farer rundt i mit blod, så snart jeg er under min mors tag, lige så meget granny bliver jeg åbenbart i min helt egen og kongens København. Nærmest dagligt. Er blevet pensionist.
I den forbindelse vil jeg gerne bringe den mest dybtfølte undskyldning til min veninde, som lørdag efter lørdag har set sin forhenværende løsslupne drikkekammerat af en veninde i tyverne, som plejede at komme hjem fra byture med blå mærker og uforklarlige tyvekoster i tasken, slumre hen foran fjerneren til en god dokumentar, bare fordi vi har lugtet til en flaske rødvin.

Det sluttede lige her. 2009 har rock’n'roll-tema. Vil du være med?

Skriv en kommentar »

Zafran

Har fået skæld ud i dag. Af en ikke-kilde. Som gerne ville have været kilde i en artikel. Muligvis burde han også have været det, men trykkeriet godtog åbenbart artiklen uden Simon et-eller-andet fra Frit Forum. Ho ho ho. Al magt til journalisten.

Ej, men det var en af de der driftige ungdomspolitikere der ikke kan få nok af at udtale sig til pressen. Han fik sagt nogle meget nedladende ord i telefonen, og gad slash kunne ikke svare igen. Et – fordi jeg ikke ved særlig meget om det han snakkede om (altså jo, i retroperspektiv kunne jeg godt have forsvaret mig selv men…diskussionen om studenterdemokrati på uni er lang og evig, og bestående af døduenige parter). To – det har nok noget at gøre med at jegerpisseligeglad.

I løbet af samtalen gik min klap ned. Kom til at fokusere på trafikken uden for vinduet, og en kvinde på cykel med en meget grøn hat. Hvor mon hun har købt den? Strikket selv, måske? Og hvor er hun på vej hen, og og og øhh. Så er vi allerede der i samtalen hvor jeg håber at der ikke er blevet sagt noget, jeg skal have en kvalificeret mening til. Det gør jeg nemlig ikke i.

Jeg var til en venindes fødselsdagfejring på restaurant Zafran på Nørrebro. Bliver bænket ved siden af hendes gymnasieveninde og hendes over 40-årige kæreste. Manden, kæresten, er kååånstnertypen. Taler om sit japanske dukketeater, sin tid med undergrundsteateret, sin optræden i Dancer in the Darc i en scene som desværre blev klippet ud, fordi Lars ikke kunne få et af sine kameraprojekter til at fungere. Men han vil – naturelment – gerne arbejde sammen med Von Trier en anden gang. Og så ved han alt om verdens tilstand fra Libanon til Mexico, har en indsigt som de færreste i alle verdens religioner, og en dybfølt interesse i russiske folkeviser og østeuropæisk historie. Et emne som jo bare er bedst behandlet i bøger skrevet af Cambridge-forskere siger han, og sender mig sit bedste du-ved-hvad-jeg-mener-blik.

Pigen, gymnasieveninden, gestikulerer i store cirkler, mens hun snakker med på sin egen selektive måde. Som antropologistuderende er det hende der leverer samtalens fakta. Hun stemmer s’erne og smager på sine egne ord. Kender du mennesker der smager på deres egne ord? Muligvis lægger de også hovedet en anelse på skrå og kigger mod et fjernt, uudtømmeligt punkt i loftet. Jarh, det sucker. Det er så meget derfor jeg droppede at være intellektuel. Så skulle man sidde der og kloge sig på et eller andet man overhovedet ikke har personlige erfaringer med, og derfor være angst for at være den dumme. Fordi ens viden er hul. Ubrugelig. Blot et skjold mod angsten om at falde igennem som… Ja, som hvad? Det er jo spørgsmålet. Hvorfor er der så få der tænker den tanke til ende. Hvem fuck prøver de at imponere? De kære mennesker. Den der Marslows behovpyramide er idiotisk. Man behover ikke den samlede verdens anerkendelse for at nå op på toppen. Sad bastard, that Marslow.

Nå, men steeenern nok. Har efterhånden mødt de slags mennesker et utal af gange. De imponerer mig mindre og mindre. Angst er så kedeligt et fænomen. Men jeg gør vist bedst i at overveje hvorfor jeg bliver så irriteret over sådanne typer.

Skriv en kommentar »

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.