Copenminded

Jeg har kuldegysninger. Verden er blevet et bedre sted. De gav ham en chance, en så utvivlsom chance, at USA for første gang i otte år ikke skal sendes til fintælling.
Jeg havde det i morges som når jeg ser Sporløs. Jeg fældede en tåre uden at ville. En fucking corny tåre over noget, der i afstand er så langt fra mig som noget. Men så alligevel. De gode vandt over de onde eller også viste de os, at alt ikke er sort eller hvidt, selv om de hvide har valgt en sort. Tænk, at det skulle være så galt i otte år, før det kunne blive så godt.

Det er en god morgen. Jeg er Obamaniac. Det er en af de dage, hvor man finder ud af, at så mange vigtige ting er større én selv. Og man hører Soft FM og kan virkelig mærke det hele og sig selv under huden, og man er pisseligeglad med, at der er noget makværk i dagens avis med ens byline på.
Nu mangler vi bare Danmark. Helle T. er ligesom bare ikke vores Barack, vel? Hvem kunne være vores? Villy? De der farceagtige ungere ovre fra Enhedslisten? Hvis ikke vi finder en Barack, så genvælger de sgu bare Venstre til næste valg… and then fucking what?

I Moskva synes verden i øvrigt delt i to. En voldsom, kaotisk, sammenblandet, humørsyg og afventende jordisk verden. Og en voksen, konservativ, smuk og regelmæssig underjordisk – et metrosystem, der som Ruslands bedste respirator sørger for at holde den øvre verden kørende. Jeg blev forelsket i den metro. I vægmalerierne, i det der skete med de flabede russere i den, i den gravide stilhed, i den russiske historie, i mine nye venner. I Moskva dobbelttjekker tjenerne, om man nu mener sin bestilling. Med en opdragende mine. Kan det virkelig passe, at man vil bestille alt dét? Underforstået: og bruge alle de penge på ét måltid, som kunne gavne hele familier i dagevis i Sydossetien? Man skynder sig at nikke nej, så ikke russerne skal tro, at man er et madsvin bare fordi man er vesteuropæer. Men det var kraftedeme god sushi, de serverede for en slik.
I Moskva er Dire Straits, Scorpions og Roxette toppen af poppen. Lak, fake fur, brintoverilte og simili hitter på modesiden. Indretningsmoden sidder fast i træpaneler i livhøjde og svampemalede turkise eller efterårslaks væg.
I Moskva findes man ikke uden sit pas. Vær til alle tider klar til at kunne identificere dig – med fagter. Ingen taler engelsk.
I Moskva knepper russerne gerne i en overkøje på et overbooket hostel, og synes man er snerpet, når man beder dem dæmpe sig.

Klaps