Tiggerboern i Delhis lyskryds, der oppasser de biler, der har hvide passagerer. Viser deres svagheder frem. Et stump, hvor der engang var haand. En arret, sammensyet skalp, hvor der burde vaere haar. Et oeje, der er trykket ind. En tavs og statisk bylt i armene, der viser sig at vaere pigens soester. Spaed, blodig soester.
- Please ma’am. Where you from. Eat…, beder hun og peger paa sin soester.
En taxichauffoer, der bramfrit spoerger.
- You love your country, ma’am? Good country?
Min danske distance goer mit svar fjalet, naermest som om han har spurgt om noget forkert.
- Yes sir. Very. Fond. If. It.
Er ankommet til Goa. En skarp kontrast til Delhis snavs og larm af en smeltedigel. Et turistparadis, der sikkert intet har med authentic Indian culture at goere… men som har alt, hvad der kan lade vores batterier op. Et billigt hostel uden kryb, paraplydrinks, 34 grader og strande med vulkansand.
Fattigdommen er stadig dagenes kolde indslag, ligesaa slaaende som kvinderne er smukke og deres sarier er farvestraalende er de – saa drikkepengene sidder loest.
… og så er der noget, jeg har tænkt på. Noget fy-fy. Men nu har jeg læst Morten Sabroes Du som er i himlen. Og hvor er sproget fantastisk, hvor er kronologien smukt snirklet, hvis ikke ophævet, hvor er betragtningerne fine som små fortune cookies. Men så er der hovedhistorien. Skelettet. Opgøret. Den store historie om hans iskolde mor og samtidig et forsvar af, hvorfor han bliver nødt til at fortælle hele den faste, savlende læserskare dén historie. Det eneste, jeg sidder og tænker er: Morten. Hvad fanden skal jeg bruge det til? Udover at være et studie for kommende skribenter i, hvordan man bygger en scene op med troværdige karakterer og patos og the works, hvilket formål tjener den bog så?
Bogen er rost til skyerne. Jeg har det som barnet, der spørger, hvorfor kejseren ikke har nogen klæder på. Men sådan må man ikke spørge. Morten Sabroe kan ikke tages op på den måde, vel? Kan man ikke lide hans bøger, så er man stemplet som mindre vidende, mindre begavet, mindre værd. Eller. Det er min antagelse. Jeg tør ikke go public med min kritik og få et over-kanten-af-brillen-blik, som da jeg kritiserede Undtagelsen, Da Vinci Mysteriet og alt af Stieg Larsson for at være dårlig kiosklitteratur.
O, the horror.
