Min praktikantvejleder er verdens mest kiksede. Så kommer han gud hjælpe ham hen og stiller sig med næsen fem centimeter fra min skærm og siger “nårh, så det er arbejdsrelateret”. Det gør man bare ikke! Man kan smugkigge om ens kolleger laver noget, men det der politistat a la George Orwell kan han altså godt pakke sammen med! Det er ikke sjovt for ta da, der findes noget der hedder privatliv, privatsfære og præstationsangst for praktikaner, hvilket betyder at jeg ikke gider at han inspicerer i tide og utide. Den mand ejer ikke takt og tone. Jeg vil tage noter mens du er væk, der skal overbevise dig om, hvorfor han er den mest kiksede mand jeg kender. Han burde medvirke i The Office som sit normale jeg.
Min redaktør er også kikset.Vi havde besøg af den kommende praktikant i dag. Det var første gang han mødte alle på kontoret. Da kommende praktikant er på vej ud af døren igen, råber vores redaktør kækt efter ham: “Du stikker bare hovedet ind hvis du savner os”, hvorefter praktikanten bliver yderligere usikker og kropsforkert at se på. Hvad svarer man til det uden at lyde som en kold kyniker? Jeg tror næppe han ligefrem komme til at savne os!
Faktisk er savn et overdrevet fænomen. I hvert fald i mit liv. Jeg savner ikke så meget. Gør du? Det år jeg boede i Mexico snakkede jeg reelt kun i telefon med mine forældre fire gange. Det føltes som var det ugentligt.
Nå, men jeg er også kikset. Jeg skulle jo være croquismodel for en tegner hjemme i hans lejlighed på Østerbro i søndags. Jeg kommer ind og spørger usikkert om jeg skal tage skoene af?? .. ? Han kigger nysgerrigt på mig hvorefter han siger “ja, det er nok en god idé”. Darh! Det ved jeg da godt. Men men men. Nå, men faktisk fik jeg ikke engang et lille adrenalinkick ud af det som håbet. Det var faktisk meget – almindeligt. Der var tre tegnere, mænd på min fars alder, der betragtede og tegnede tingen, der var mig, den eftermiddag. Jeg undgik at se dem i øjnene og at kigge ned ad mig selv. Så cool var jeg alligevel ikke.
Det var også lidt mærkeligt at sludre med dem i pauserne. Splitternøgen. Iført en kop kaffe og intet andet. Kan du se det for dig? Jeg kan og griner en overbærende latter ad det her mærkelige liv.
Jeg sov hos en fyr nytårsaften i Århus. Jeg har sovet hos ham før. Vi snakker ikke specielt godt sammen. Vi er sådan nogle der kender mere til hinanden end om hinanden. Jeg skrev til ham “skal vi komme ind i det nye år sammen?”. Så direkte man bliver når man ikke har de der forbandede, hjernevaskende følelser. Det var god sex men tiden imellem var akavet. Nu er jeg jo heldigvis en sucker for pinlighed, så nød den der gysen som udspændt og dirrende usagthed fremkalder. Sendte en sms til ham i går, selvom vi ellers kun skriver sammen, når jeg føler for at være Easy Spice. Sådan, ud af ingenting: “Kan altså ikke ringe lige nu, vel Andreas. Er på toilettet.” Ha ha ha. Total sort yndlingshumor.
14 arbejdsdage tilbage. Når du er hjemme fra Incredible India så er jeg næsten færdig med skolebladet. Du burde se mit smil nu. Det er grande.
Spis noget malai kofta for mig. Det er så nams.
Jeg vil i seng. Gid jeg så kunne stå tidligt op i morgen og have god tid til at meditere. Ved bare at min hjerne går i reptil mode når vækkeuret ringer. Mit indre sovedyr har magten om morgenen. Det er svært at at ændre på, selvom jeg virkelig gerne vil være et smukt a-menneske.
