Laver så lidt! Bliver siiiind-syg! I mit sind oh so syg. Hvad har jeg gang i? Altså, jeg skriver simple tekster til nettet. Hrm, og sender dem til rettelse hos projektkoordinatorerne, som sender dem tilbage fulde af rettelser. (??) Ting man ikke kan skrive politisk set, ukorrektheder. Den slags rettelser. Nå.
Det føles som børnearbejde, meget apropos. En mærkelig kombi: Lav udfordring og åbenbart ikke-tilstrækkelige evner. Og så er der kampagne om at hverve nye medlemmer. Sidder og skriver i formalitetssprog. Som var modtageren et ikke-organisk væsen. Så det projekt ligger kun som et ikon nede i min værktøjslinje nu.
Havde aldrig troet at jeg skulle sige det, men jeg savner journalistik. Det der som du laver. Det helt klassiske. Hurtige kommentarer. Handling.
Jamen, Khader-filmen var virkelig god. Se den i øvrigt på www.dr.dk/dr2/dokumania. Den viste ret flot, at det er dumt at bedrive politik, hvis man hverken har en kurs, tæft, kynisme eller omgiver sig med ret skarpe hjerner. Det kunne vi jo have sagt os selv, men ingen kunne have lært os den lektie som Christoffer Guldbrandsen.
Jeg interviewede Søren Pind om sagen dagen efter. He wasn’t pleased. Han kaldte det et væmmeligt og lavt studie i mindre bemidlede menneskers fejltagelser, og at den interesse publikum viser for filmen grænser til nekrofili: en pervers interesse for en sag, der som politisk projekt er dødt.
Jeg er ikke enig med ham, for de hoveder stillede fandme selv op, og Gitte Seeberg har selv sagt, at filmen giver et retvisende billede af det cirkus, der var Ny Alliance (frit fortolket, red., og også ret nemt for hende at sige, når hendes tegnefilmsfigur havde den forsmåedes heltekåbe på). Men jeg syntes faktisk om Søren Pind. En mand, der udelukkende taler i rubrikker, og som lader sig rive med i en grad, at han fremstår lidenskabelig.
Lidenskab i politik – se, det er ikke en dum faktor.
Ikke at jeg på nogen måde har forstand på, hvad jeg snakker om. Skal nok lade være at bedrive politisk analyse.
Har du tidligere hørt udtrykket “the media is the message”, “change the script” eller “spidskommunikation”? Vores kommunikationschef Mogens har en fortid i reklamebranchen. Det er tydeligt at høre. “Altså, vi skal vide om vi laver en resultatkampagne eller en imagekampagne. Det har utrolig stor indflydelse på ‘wordingen’”.
Blink blink. Så sidder alle os røde NGOer og synes, at det lyder lidt for smart. Ligesom da sprælske initiativ-uden-tanke-for-budgetter-Mogens indleder mødet ved at lukke døren og sige “det her er et ja-rum. Det vil sige, at man svarer hinanden med “jeg synes det er en rigtig god idé, OG”.” Hvortil vores no-funny-business-chef siger: “Men hvis jeg skal sige min ærlige mening, så bliver jeg nødt til at sige “jeg synes det er en rigtig god idé, MEN”. Dertil svarer Mogens: “Så, nu har du allerede været negativ. Du sagde men.” Hun stirrer bare olmt som svar.
Sådan fortsatte det resten af dagen. Som to børn der skændes, selv om forældrene har sagt, at de ikke må.
Han, kommu-Mogens, er nu cool. I dag, mens chefen har ferie og min vejleder har meldt sig syg med hold i ryggen (??) og derfor ikke har kunnet stoppe hans projekter og idéer, har han givet mig ansvar for informationsmaterialet til en kampagne til Store Ringedag. Skrive breve og annoncer. Og ringe til de ambassadører, som skal være med som lokkemad. “Bare dem som du synes er seje”. Weps. Det bliver Ellen Hillingsøe kunne jeg hurtigt beslutte. Hun er en af mine yndlings kendisdanskere. Bubber er dømt ude. Det ville være negativ publicity. Fandme uhyggeligt hvis han skulle ringe hele Danmark op i vores navn.
Det er ikke så meget journalistik, men jeg kan lide at arbejde for en god sag. Om det så er reportagen fra fattigdomsdanmark eller som nu: Kampagnemøder. De to ord der blev brugt mest i går var for resten synergiflow og kant. “Vi skal have mere kant”. Kender du typen? Jeg brækker mig. Alle vil have mere kant. Mon the new black bliver at man skal være uden kant, for at have kant? Nej, det er absurd, but so is kant!
Hvordan var Khader i doku? Jeg har set, at adskillige kloge Hans Engell-typer har analyseret lortet i dagens presse, men jeg vil hellere have din mening. Har du for resten lagt mærke til, at mit praktiksted har været en del i medierne på det seneste? Jeg jubler, når jeg i presseklippene til organisationen kan sende “vores egne” folks citater. Det skøre er, at jeg allerede har påtaget mig NGO-identiteten. Våpti, så kom jeg med på holdet. Mennesker sucker for tilhørsforhold. Nogen inde i mig gør i hvert fald.
Måske Ny Alliance skulle have arbejdet lidt mere på at skabe noget, som deres politikere kunne knytte sig til.
Hrm. Brian M. holder ferie. Opfølger aflyst for now. Kan nu kaste mig over banebrydende journalistik om… briter.
Jeg rendte ind i hans presserådgiver. En brysk formynder af slagsen, som fik mig til at føle, at jeg i virkeligheden var Britta med en piercet far fra den forkerte side af jernbaneoverskæringen, og det var 1981, og jeg havde spurgt Brians far, om Brian måtte komme ud og lege.
”Nej. Brian laver lektier. Og i øvrigt må han ikke lege med dig. Du er dårligt selskab.”
Ro på.
En skal jo være den første til at sige ”Brian, kan du ik liiige gentage, hvad du sagde der,” og ”kan du forklare det på almindelig dansk” og ikke mindst ”jeg må indrømme, at jeg ikke har fået set på de bilag eller læst mødereferatet – sandsynligvis fordi jeg ikke var bekendt med deres eksistens”. Ej, jeg vedkender at det er pres, og godter mig samtidig over, at jeg har valgt at arbejde med NGO i stedet for landsdækkende nyheder af den fæle slags. Fåååck en god beslutning. Sådan en mail fra dig resulterer i mange selvkrediterende rygklap her hos mig. Men jeg har stor respekt for, at du kan og vil.
”Pistol, der ikke skulle sidde i bæltet, når man kunne fyre den af”: Din kendisjournalist slash work crush virker lidt halvfarlig. Som en der i virkeligheden drømmer om at være betjent i stedet for journalist. Er det nu rigtig klogt? Hrm, om ikke andet ville din ronkedor-daddy blive stolt, hvis du – rent hypotetisk og med endnu mere karaktermord på kone og datter – tog ham med hjem til præsentationsrunde.
Jeg har haft weekend af den selvopbyggende slags. Hørt loads and loads of klassisk musik, der har sådan en beroligende effekt på ens hjerteslag (Schuberts Ave Maria – hør den, mærk den, vær den!) og syet knapper i genstridige tekstiler, mens jeg har lyttet til taler af Maharaji/Prem Rawat. Jeg havde så mange løse knapper, at jeg nærmest har fået en spirituel overdosis. Spiritual OD – ha, det lyder egentlig meget sejt.
Jeg har stadig ikke fundet mit sprog! Jeg ved ikke hvor det er henne. Kuk kuk. Og det bliver jo ikke bedre af jeg pt skriver til nettet i den der stringente og kønsløse form.
Tak for sidst btw. Men jeg må springe doku-biograf med Dagbog fra Midten over på tirsdag. Havde glemt at min mor har inviteret på lam. Mad kommer før Khader. Ad, vil aldrig mere nævne de to ting i samme sætning.
Har jeg fortalt om mit work crush? Avisens kendisjournalist, som jeg har været betaget af, længe inden han overhovedet blev indstillet til de dumme priser.
I december var der en pinlig episode til en julefrokost, som jeg troede jeg kunne vende til min fordel ved at forsøge at blive hej-venner med ham. Du ved, et nik på gangen her, en en passant kommentar i kantinen der. For at fjerne fokus fra, at jeg i en brandert slet ikke på nogen mulig måde kunne skjule… mig selv. Kold luft fra kendis. Han må have antaget, at jeg kun ville være hej-venner, fordi han var på vej til at blive seriøst kendt.
Da han så pludselig var overalt i medierne i januar, fordi han på en hverdag afdækkede noget stort, opgav jeg alt håb om at mænge mig med ham.
Men takket være min nye, fantastiske redaktion, er jeg i dag, mandag morgen, blevet sat til at lave en opfølger på hans søndagsartikel (som of cårse og helt en passant var totalt dagordensættende over hele nyhedslinjen). Jeg sendte tre korte, fattede og målrettede spørgsmål til ham angående sagen, uden dikke-darer, for kendis skal ikke tro, at jeg er starfucker, når jeg virkelig bare researcher.
Men ved du så hvad. Manden ringede tre sekunder efter, at jeg havde trykket på ’send’. Og lagde ud med en sætning om noget med en pistol, der ikke skulle sidde i bæltet, når man kunne fyre den af… Nå, men vi fik os en skidelang snak om sundhedsvæsenet, justitsministeriet (mens jeg begik systematiske karaktermord på hans kone og datter) og samfundet generelt.
Jeg måtte endelig ringe igen.
Jotak, du!
Nå, men arhrrerm. Nu er der jo så bare et problem, jeg havde glemt at tage højde for. At denne opfølgerhistorie er en rimelig big deal. Som indebærer kritisk opkald til Brian Mikkelsen og hospitalsdirektør på Hvidovre og the works.
Og det skal helst blive godt. For kendis læser måske endda med.
Havde i min starstruck glæde glemt, at jeg er ved at skide grønne grise. Med headset på. Hjælp.
I sidste uge skrev jeg en artikel om, at Facebook nu faktisk er i gang med at sælge alle vores oplysninger til virksomhedsgiganter. Data, der fortæller det om os, som de har brug for at vide, for at målrette reklame til os.
Folk skriger ‘overvågningssamfund’, men egentlig kan det ikke få mig op fra stolen. Jeg ser ikke de reklamer alligevel, og jeg tror helt seriøst ikke, at der sidder en executive i en amerikansk telegigant og hiver filen med mit navn på frem fra skuffen og tænker ‘nå! hun er single. hun er 24. hun har trehundrede og nogle venner. hun er født… javeeel… så skal vi nok bruge dén strategi over for hende… nej vent! jeg ringer sgu til oprah. denne fil er for siiindssyyyyg!’
Mon ikke mine data nærmere indgår i det segment, som jeg deler med tusindvis, millionvis kloden over. Sorry. Jeg kan ikke hidse mig op over det. Men jeg er så heller ikke en, der har brugt Facebook til at lagre ømme, private data.
Alligevel er det ret sjovt aktivt at betragte den ændring i markedsføringen, Facebook lægger ryg til.
Et uskyldigt udpluk af de reklamer, som virksomhedsgiganter verden over synes, at jeg må finde interessante på en søndag eftermiddag:
En reklame for sømløse amme-bh’er.
En reklame for en bryllupsfotograf.
En reklame for en ny guide til hvor de sikreste legepladser i landet findes.
En reklame for en ny datingside.
Prøver Facebook og erhvervslivet at fortælle mig noget? Før salget af vores oplysninger fik jeg reklamer for alt fra billige flyrejser til Sunny Beach over gode tips til køkkenhaven til plejesektorens ny teknologi. Hvad har jeg mon selv oplyst, for at jeg nu får smidt hele vejen til The American Dream i nakken? Eller handler det simpelthen om, at jeg bare er 24 og single…?
Jeg har lige været kikset over for hard core krisepsykolog på nyt praktiksted. Forvekslede Etiopien med Myanmar og den slags og siger ting som ”de der børn”. Er uhæmmet utjekket. Og laver kiksede telefonopkald i delekontor. Stammer og sådan. Det lyder så kønt. Dør af indvendigt grineflip. Nu mangler jeg bare at slå en stor, offentlig skid og siger ”hov”.
Og de snakker. Djeeeez. Alt for meget form, og tiden bruges på at fortælle om, hvor travlt man har. Det har alle snakket om siden jeg startede, og det er som om at møder, strategi og handlingsplaner er the big shit. Imellemtiden ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal. Føler mig lidt, bare lidt, malplaceret. Og som barnet, der skal aktiveres. Tilsidesætter mig som altid. Hader det.
Alt det her so called kommunikationsarbejde virker lidt mystifystisk for mig.
Er skideharm. På skolebladet, som jeg nu har forladt, blev jeg rost for mine efterkritikker. I tirsdags sendte jeg min sidste af sted – og først i dag kommer der reaktion på den. Ni dage senere. Jeg havde kritiseret, at en skribent havde brugt en sætning om, at plejepersonale nok ikke syntes, at det var en specielt sjov opgave at tørre røv på ældre, og at det desuden måtte være uværdigt for de gamle sådan at skulle tørres af af yngre mennesker. Det rasede jeg over, for det var en så stupid bunke sætninger at bruge i et blad, der prøver hårdt at blive taget seriøst. Journalisten raser i dag tilbage. Kalder mig dum, bedrevidende, arrogant og sætter ordet efterkritik i citationstegn. Wah wah wah “efterkritik”. Out loud. Har han så gået og været vred i ni dage?
Hm. Glæder mig over, at de mundtlige reaktioner på efterkritikken var bifaldende til min fordel. Glæder mig til at se flere reaktioner på hans raseri… venter på mit udspil, indtil nogle af de voksne har blandet sig.
Hvorfor går medierne i øvrigt amok over den modeuge? Uuuh, sæsonens farver er hvid, sort og brun, hørte jeg nogen på en skærm juble efter Vero Modas modeshow i går. Arrhmen altså. Er der ikke modeuge hvert halve år? Er det egentlig nødvendigt med storskærme med live streaming fra Kulturkajen på både Rådhuspladsen og Højbro Plads? Og hvorfor er det dagens forsideværdige nyhed, at Mary D. på sin fødselsdag har overværet Rützous show?
Noget andet jeg studsede over. Hvorfor er det en tendens, at det er mere og mere feminint for catwalkende småpiger født i 1992 at ligne mænd? Er det den nye kvinde? Mænd? Seriøst. Nogle af dem ligner altså trækkerdrenge fra Paris.
C U. Til bag-in-a-box-rødvin og vores to yndlingstøser på Nørrebro i aften.
