Jeg har det godt med at sagt farvel.
I går så jeg Hvem vil være millionær sammen med min mor og hører pludselig mig selv kommentere på Hans Pilgaards evner som vært med et “det var godt nok et lukket spørgsmål”. Uh, “jeg har journalistik i mine årer” (hjemmeside-udtryk..).
Det jeg ville sige er, at det kan være mærkeligt ikke at skulle forestille sig at være en del af noget eller nogen. At kende et miljø så godt, og så være outsider. Men det er alt sammen virkelig godt. Jeg kan mærke, at det er sundt at give slip på alt hvad jeg har identificeret mig med. Selv at give slip på at “være hende, der giver slip”. Alt hvad der kan sætte sig fast. Følelser er reaktioner på ens tanker og ens sind, så for tiden oplever jeg nogle gange en stor tomhed indeni. Tomhed going meningsløshed. Men det er ubeskriveligt at kunne se ting for hvad de er. At være observatøren af sit eget tankespind og følelsescentrifuge. Det giver fred, som er det bedste jeg ved. Ikke kedelig fred, men modsætningen: at have ro samtidig med at man føler sig uovervindelig og handlekraftig. Samtidig er det for feh ikke at spekulere så meget. Filosofere og søge. Det behov har jeg slet ikke længere.
Well well, ikke mere spirituel mailpraksis her fra mig.
