Har skrevet noget. Og det har stadig mislyde. Men nu smækker jeg det alligevel på, for egentlig kan jeg godt lide at det, og jeg er uperfekt. teksten er vigtig for mig. En slags mantra.
Idéen har jeg tyvstjålet fra Borges, men da jeg læste “El hacedor”, oversat til “Borges og jeg”, blev jeg imponeret over, hvor præcist han sætter ord på en indre oplevelse. På det ordløse. Jeg oplever det samme, men mit liv foregår bare i København frem for Buenos Aires og der er vel omkring 50 år mellem tekstfabrikationerne. Hvis tid er et issue.
“Homenage a Borges”
Det er for Julie, at alting sker. Når telefonen ringer, er det Julie, som man vil snakke med. Det er Julie, der bliver inviteret til fødselsdage og loppemarkeder, og som cykler gennem byen, fordi der er noget, hun skal nå.
Julie kan være bange for at sige noget banalt, og for at hun spilder sin tid.
Det er også Julie, der føler at omverdenen vurderer hendes bedrifter, og det er Julie, der tror på tegn og på, at begivenheder har en årsag.
Jeg derimod, går ved søerne uden større travlhed. Jeg kigger på ænder og svaner og kan lide Høeg og Borges og lytter til Lou Reed og Schubert.
For mig er tilværelsen let. Jeg ser rastløshed og bestræbelser omkring mig. Og jeg forstår mine medmennsker, men er lettet over at være den, der har ro.
Jeg er Julies bedste ven. Vi mødes hver dag i meditationen, så vidt hun er til at træffe.
Jeg ved ikke hvem af os, der skriver dette.
copenminded sagde,
april 5, 2009 @ 10:28 pm
Kommenterer lige på mig selv. For den tekst fylder jo nada i digitale bogstaver. Den virkede lang og stor for mig. Hvilket den stadig er. Nu er den bare parentetisk, længdemæssigt.
Well, du behøver ikke have en mening. No big deal. Really.
copenminded sagde,
april 6, 2009 @ 7:28 am
Det minder mig om Fight Club. “I am Jack’s complete lack of surprise”.
Nej. Ved du hvad. Det minder mig om Karoline. Karoline, der går på arbejde og ringer til politiske ordførere, og mig, der begraver mig i et forårsvakuum af dårlig samvittighed, fordi jeg ignorerer fuglekvidder.
Jeg ved ikke, hvem af os, der lige nu er på arbejde og følge dødstallet efter et jordskælv i Italien.
copenminded sagde,
april 8, 2009 @ 6:38 pm
Det er jo det. Splittelsen er i alle. Det er bare ikke alle der er så heldige at opdage den.
copenminded sagde,
april 13, 2009 @ 2:00 pm
Jeg ser den egentlig ikke som noget specielt heldigt, splittelsen. De nærmest komatøse weekendtimer, der bare æder sig selv op i sneglefart, og så de der adrenalin-hæsblæsende eftermiddage på avisen eller aftener med fest, der ligeledes æder sig selv.
Kan ikke fatte, at det er den samme person, og igen må jeg referere til Nils Thorsen for at stille det opfølgende spørgsmål:
– Hvordan mon det egentlig er at være de andre?
copenminded sagde,
april 20, 2009 @ 8:44 pm
Det er det bedste spøgsmål, nogen sinde!
Splittelsen er uundgåelig (med mindre man officielt er guru, måske. Igen, hvordan mon det er…), så derfor vel næppe uheldig eller heldig. Den er der bare.
Nils Thorsens nuværende portrætserie i Politiken tager afsæt i ordene (cirka, min hukommelse er som sagt dårlig): Man bruger halvdelen af sit liv på at finde ud af hvem man er, og den sidste halvdel at livet på at finde af at leve i overenstemmelse med det man fandt ud af.
Det var så smukømt det portræt, der blev bragt for en måned tid siden. Det af hende skuespilleren i 40erne der havde overraskende små børn.
copenminded sagde,
april 27, 2009 @ 5:37 pm
Jaer, det var Bodil Jørgensen med en Rigmor på et år. Yndling. Det var meget smukt, men langtfra hans bedste. Synes netop godt han kunne have fortalt, hvad der får en 47-årig kone til at få flere børn, og ikke skøjte sådan hen over bruddet med hendes første mand, som så pludselig døde… Men på den anden side er hvad Nils Thorsen gør som regel det rigtige.
Er som sagt stadig klam af savl over Knud Romer-portrættet – men også Tage Voss i søndags og så hans helt gamle portræt af en socialdemokrat, der overlevede Estonia og derpå mistede sin tro på helte og lidt på livet. Det findes ikke på nettet, tror det er for gammelt, men er klart turen til InfoMedia værd. “Noget gik ned med Estonia”. Do it.