I weekenden fejrede jeg treårsdag med damen. Det er det, som vi kalder hinanden, mig og min bedste veninde. Vi har bad-taste-tema hvert år på vores årsdag, og i år tog vi på Jensens Bøfhus. Eller bare Jenneren. Egentlig skulle vi have været til bøf&bowling i Valby, men det var så usmageligt dyrt, at vi gik low-budget. Så der sad vi sammen med Hvidovre-segmentet, der sad tykke og tavse og sugede cola op gennem sugerør, mens de så ud til alt andet end at nyde den udtrådte pebersteak og de frie mængder fritter. Selv bestilte vi en tre-retters menu, der bestod af to overdimensionerede skåle nachos, en burger serveret i et rundstykke, en fantastisk banana split (som vi kun kunne nidstirre efter indtagelsen af det foregående) og så en gang så uforskammet betjening, at det var sjovt.
Jeg ved godt, at det ikke er din stil, det der med at pege fingre. Men vi tog ikke derhen for at føle os bedre. Vi tog derhen for at slippe for skinny latte og antropologer og Søbogaard og kalkunbacon. Og for at få lidt provinscharme. Og billig skyllefarve. Og duften af det, som vi selv har været, og som var skidesjovt, inden det blev korrekt og økologisk og dybt i øjenhøjde. Jeg savner halballer og gemte øl i busken udenfor. Jeg savner koncepter som all-you-can-eat. Jeg savner fødselsdage på Pizza Hut. Jeg savner mikrobølgeovnsmad. Bare en gang imellem. Jeg savner at snave offentligt.
