Jeg er lige blevet ringet op af en gammel gymnasiekammerat. ”Om jeg ikke liiige kunnet tænke mig at skrive en artikel, om noget med nogle skumle boligudlejere”. Herefter er min koncentration fraværende. Hører kun ord som papkasse, skandaløst, Silkeborg og ’næsten ikke trække vejret for skimmelsvamp’.
Hvorfor er det, at alle ens bekendte altid liiige synes, at man skal skrive en helt vildt spændende historie for dem? Bare lige til et landsdækkende dagblad. I stedet for at afbryde og sige sandheden (”Hør her, jeg synes det lyder som en røvdårlig idé, ydermere kedeligt. Og så er min faglige selvtillid by the way helt i bund for tiden. Hej hej, hav det godt, hej heeeej”), så sagde jeg ”Ja, send mig en mail om det. Så hører du fra mig.”
Heldigvis viste det sig at min gymnasiekammerat ikke havde gjort sin research grundigt nok. Han bor i Århus. Jeg heldigvis i Købbe. Og skimmelsvampen ude på den jyske hede i benævnte papkasse. Det er en dejlig tredeling.
He he, han sagde også, at han ville sende en forespørgsel ud på min skoles opslagstavle. Held og lykke med den, pal. Han skulle bare vide, at vi alle med største fornøjelse sletter alle de mails, der har den originale titel ”journalist til afslørende historie søges”.
Jeg har stadig ikke stresssvedpletter under armene. Dem jeg har, kommer af at jeg har spankuleret hen og tanket en choko milk i maskinen tre gange efter frokost i dag. Jeg bliver sindssyg – hører du? Jeg ved godt, at det er emotionel smålighed at hælde den her choko pine jammer ud over dig – jeg har jo for fanden selv bragt mig i den her suppedas – men
(hør her, den her sætning må du færdiggøre. jeg stikker for i dag)
