Jamen, Khader-filmen var virkelig god. Se den i øvrigt på www.dr.dk/dr2/dokumania. Den viste ret flot, at det er dumt at bedrive politik, hvis man hverken har en kurs, tæft, kynisme eller omgiver sig med ret skarpe hjerner. Det kunne vi jo have sagt os selv, men ingen kunne have lært os den lektie som Christoffer Guldbrandsen.
Jeg interviewede Søren Pind om sagen dagen efter. He wasn’t pleased. Han kaldte det et væmmeligt og lavt studie i mindre bemidlede menneskers fejltagelser, og at den interesse publikum viser for filmen grænser til nekrofili: en pervers interesse for en sag, der som politisk projekt er dødt.
Jeg er ikke enig med ham, for de hoveder stillede fandme selv op, og Gitte Seeberg har selv sagt, at filmen giver et retvisende billede af det cirkus, der var Ny Alliance (frit fortolket, red., og også ret nemt for hende at sige, når hendes tegnefilmsfigur havde den forsmåedes heltekåbe på). Men jeg syntes faktisk om Søren Pind. En mand, der udelukkende taler i rubrikker, og som lader sig rive med i en grad, at han fremstår lidenskabelig.
Lidenskab i politik – se, det er ikke en dum faktor.
Ikke at jeg på nogen måde har forstand på, hvad jeg snakker om. Skal nok lade være at bedrive politisk analyse.
