Har jeg fortalt om mit work crush? Avisens kendisjournalist, som jeg har været betaget af, længe inden han overhovedet blev indstillet til de dumme priser.
I december var der en pinlig episode til en julefrokost, som jeg troede jeg kunne vende til min fordel ved at forsøge at blive hej-venner med ham. Du ved, et nik på gangen her, en en passant kommentar i kantinen der. For at fjerne fokus fra, at jeg i en brandert slet ikke på nogen mulig måde kunne skjule… mig selv. Kold luft fra kendis. Han må have antaget, at jeg kun ville være hej-venner, fordi han var på vej til at blive seriøst kendt.
Da han så pludselig var overalt i medierne i januar, fordi han på en hverdag afdækkede noget stort, opgav jeg alt håb om at mænge mig med ham.
Men takket være min nye, fantastiske redaktion, er jeg i dag, mandag morgen, blevet sat til at lave en opfølger på hans søndagsartikel (som of cårse og helt en passant var totalt dagordensættende over hele nyhedslinjen). Jeg sendte tre korte, fattede og målrettede spørgsmål til ham angående sagen, uden dikke-darer, for kendis skal ikke tro, at jeg er starfucker, når jeg virkelig bare researcher.
Men ved du så hvad. Manden ringede tre sekunder efter, at jeg havde trykket på ’send’. Og lagde ud med en sætning om noget med en pistol, der ikke skulle sidde i bæltet, når man kunne fyre den af… Nå, men vi fik os en skidelang snak om sundhedsvæsenet, justitsministeriet (mens jeg begik systematiske karaktermord på hans kone og datter) og samfundet generelt.
Jeg måtte endelig ringe igen.
Jotak, du!
Nå, men arhrrerm. Nu er der jo så bare et problem, jeg havde glemt at tage højde for. At denne opfølgerhistorie er en rimelig big deal. Som indebærer kritisk opkald til Brian Mikkelsen og hospitalsdirektør på Hvidovre og the works.
Og det skal helst blive godt. For kendis læser måske endda med.
Havde i min starstruck glæde glemt, at jeg er ved at skide grønne grise. Med headset på. Hjælp.
