I sidste uge skrev jeg en artikel om, at Facebook nu faktisk er i gang med at sælge alle vores oplysninger til virksomhedsgiganter. Data, der fortæller det om os, som de har brug for at vide, for at målrette reklame til os.
Folk skriger ‘overvågningssamfund’, men egentlig kan det ikke få mig op fra stolen. Jeg ser ikke de reklamer alligevel, og jeg tror helt seriøst ikke, at der sidder en executive i en amerikansk telegigant og hiver filen med mit navn på frem fra skuffen og tænker ‘nå! hun er single. hun er 24. hun har trehundrede og nogle venner. hun er født… javeeel… så skal vi nok bruge dén strategi over for hende… nej vent! jeg ringer sgu til oprah. denne fil er for siiindssyyyyg!’
Mon ikke mine data nærmere indgår i det segment, som jeg deler med tusindvis, millionvis kloden over. Sorry. Jeg kan ikke hidse mig op over det. Men jeg er så heller ikke en, der har brugt Facebook til at lagre ømme, private data.
Alligevel er det ret sjovt aktivt at betragte den ændring i markedsføringen, Facebook lægger ryg til.
Et uskyldigt udpluk af de reklamer, som virksomhedsgiganter verden over synes, at jeg må finde interessante på en søndag eftermiddag:
En reklame for sømløse amme-bh’er.
En reklame for en bryllupsfotograf.
En reklame for en ny guide til hvor de sikreste legepladser i landet findes.
En reklame for en ny datingside.
Prøver Facebook og erhvervslivet at fortælle mig noget? Før salget af vores oplysninger fik jeg reklamer for alt fra billige flyrejser til Sunny Beach over gode tips til køkkenhaven til plejesektorens ny teknologi. Hvad har jeg mon selv oplyst, for at jeg nu får smidt hele vejen til The American Dream i nakken? Eller handler det simpelthen om, at jeg bare er 24 og single…?
