Jeg har lige været kikset over for hard core krisepsykolog på nyt praktiksted. Forvekslede Etiopien med Myanmar og den slags og siger ting som ”de der børn”. Er uhæmmet utjekket. Og laver kiksede telefonopkald i delekontor. Stammer og sådan. Det lyder så kønt. Dør af indvendigt grineflip. Nu mangler jeg bare at slå en stor, offentlig skid og siger ”hov”.
Og de snakker. Djeeeez. Alt for meget form, og tiden bruges på at fortælle om, hvor travlt man har. Det har alle snakket om siden jeg startede, og det er som om at møder, strategi og handlingsplaner er the big shit. Imellemtiden ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal. Føler mig lidt, bare lidt, malplaceret. Og som barnet, der skal aktiveres. Tilsidesætter mig som altid. Hader det.
Alt det her so called kommunikationsarbejde virker lidt mystifystisk for mig.
