Har fået skæld ud i dag. Af en ikke-kilde. Som gerne ville have været kilde i en artikel. Muligvis burde han også have været det, men trykkeriet godtog åbenbart artiklen uden Simon et-eller-andet fra Frit Forum. Ho ho ho. Al magt til journalisten.
Ej, men det var en af de der driftige ungdomspolitikere der ikke kan få nok af at udtale sig til pressen. Han fik sagt nogle meget nedladende ord i telefonen, og gad slash kunne ikke svare igen. Et – fordi jeg ikke ved særlig meget om det han snakkede om (altså jo, i retroperspektiv kunne jeg godt have forsvaret mig selv men…diskussionen om studenterdemokrati på uni er lang og evig, og bestående af døduenige parter). To – det har nok noget at gøre med at jegerpisseligeglad.
I løbet af samtalen gik min klap ned. Kom til at fokusere på trafikken uden for vinduet, og en kvinde på cykel med en meget grøn hat. Hvor mon hun har købt den? Strikket selv, måske? Og hvor er hun på vej hen, og og og øhh. Så er vi allerede der i samtalen hvor jeg håber at der ikke er blevet sagt noget, jeg skal have en kvalificeret mening til. Det gør jeg nemlig ikke i.
Jeg var til en venindes fødselsdagfejring på restaurant Zafran på Nørrebro. Bliver bænket ved siden af hendes gymnasieveninde og hendes over 40-årige kæreste. Manden, kæresten, er kååånstnertypen. Taler om sit japanske dukketeater, sin tid med undergrundsteateret, sin optræden i Dancer in the Darc i en scene som desværre blev klippet ud, fordi Lars ikke kunne få et af sine kameraprojekter til at fungere. Men han vil – naturelment – gerne arbejde sammen med Von Trier en anden gang. Og så ved han alt om verdens tilstand fra Libanon til Mexico, har en indsigt som de færreste i alle verdens religioner, og en dybfølt interesse i russiske folkeviser og østeuropæisk historie. Et emne som jo bare er bedst behandlet i bøger skrevet af Cambridge-forskere siger han, og sender mig sit bedste du-ved-hvad-jeg-mener-blik.
Pigen, gymnasieveninden, gestikulerer i store cirkler, mens hun snakker med på sin egen selektive måde. Som antropologistuderende er det hende der leverer samtalens fakta. Hun stemmer s’erne og smager på sine egne ord. Kender du mennesker der smager på deres egne ord? Muligvis lægger de også hovedet en anelse på skrå og kigger mod et fjernt, uudtømmeligt punkt i loftet. Jarh, det sucker. Det er så meget derfor jeg droppede at være intellektuel. Så skulle man sidde der og kloge sig på et eller andet man overhovedet ikke har personlige erfaringer med, og derfor være angst for at være den dumme. Fordi ens viden er hul. Ubrugelig. Blot et skjold mod angsten om at falde igennem som… Ja, som hvad? Det er jo spørgsmålet. Hvorfor er der så få der tænker den tanke til ende. Hvem fuck prøver de at imponere? De kære mennesker. Den der Marslows behovpyramide er idiotisk. Man behover ikke den samlede verdens anerkendelse for at nå op på toppen. Sad bastard, that Marslow.
Nå, men steeenern nok. Har efterhånden mødt de slags mennesker et utal af gange. De imponerer mig mindre og mindre. Angst er så kedeligt et fænomen. Men jeg gør vist bedst i at overveje hvorfor jeg bliver så irriteret over sådanne typer.
