Der er julefrokost i mit hjem. And I’m not in it. Det er nogens highschool reunion. De har gang i den helt store hvad-har-du-lavet-siden-1994-runde. Men de er ret smarte. De har ventet med runden indtil efter den 4. snaps. Så den er uhyggeligt selvvironisk og ganske underholdende. Det er alle de ugifte og barnløse der mødt op – og alle de gifte forældre, der in absentia får det glatte lag. “Susanne! Hun kører vist rutebil i Århus, hahaha! Og har tre drenge, hahahahahaha!”
Jeg er fan af hjemmeaftener. Flere af dem. Er selv giga enspænder. Proklamerede til min husgruppe den første aften på højskole, at jeg simpelthen var typen, som nogle gange blev nødt til at lukke døren og være mig selv. Fordi ellers bliver jeg rundtosset af andre mennesker, og glemmer hvem jeg selv er, og forveksler det med at blive til én, som andre vil være.
Selv om det lyder som en nederen indledning på et højskoleophold, så holder jeg den bemærkning som delansvarlig for, at det ophold blev de foreløbigt seks allerbedste måneder i mit liv.
Første del af min hjemmeaften tilbragte jeg i min faders selskab på Frederiksberg. Se, dét er noget, som folk undervurderer. Men så er det nok fordi de ikke har min far.
På seks timer klarede vi at løse aviskrisen, hans køkkenombygning, opsætning af en dvd-maskine, min boligsituation, hans forestående hverv som bedstefar og hvordan man gebærder sig i Indien med Imodium og Fernet Branca som midler mod diarré (temaet i mit liv).
Alt imens vi indtog bearnaisesovs og han hulkegræd af grin i fem minutter i træk, udelukkende fordi han blev mindet om noget virkelig sjovt, jeg skrev for tre år siden (større bliver det ikke for mig)
Anden del agter jeg at tilbringe i skrædderstilling med Jenny Wilson i ørerne og noget læsestof i skødet a la Blekingegadebanden eller Auster.
Fordi det bare er sådan en lørdag aften.
