Har aldrig helt fattet, hvad pseudo betyder

Jeg kom ind i et underligt pseudounivers efter at have læst om, at du gav slip på at være hende, der gav slip. Det blev til et vakuum, som nogle kalder en osteklokke, andre igen en glasklokke. Du ved, når man befinder sig ti centimeter bag sit ansigt.

I går aftes var hun til brødrene Lund Madsens folkelige show, Gæster fra Rødby. Hvor det pludselig blev meget metaagtigt for mig at sidde der, ti centimeter bag mit ansigt og betragte hende betragte, eftersom Anders Lund Madsen fra sin scene talte om et begreb fra psykiatrien, der hedder ‘absencer’ [apsangser]. Hvor man lissom bare… glider ud.

Off topic. Læste om slankepillen Alli i dag. Receptfrit – dog knap så risikofrit. Måske nok godkendt til håndkøb, og fedmefuskeren Arne Astrup jubler… men hvis man gider døje med følgende bivirkning, så mener jeg, at der er noget helt galt, som man bør tage fat på før sin overvægt: Pillen gør, at fedt ikke optages i kroppen. Pillen virker lidt som Antabus – indtager man alligevel fedt, så får man det skidt. Så at sige. For man skal være forberedt på, at afføringen bliver fedtet og olieret, og i begyndelsen kan man endda komme ud for, at fedtet udskilles i en lind strøm direkte ud i undertøjet… Man bør i øvrigt påbegynde brug en dag, hvor man hele tiden er i nærheden af et toilet, og helst ikke en dag, hvor man planlægger sociale events.
Derudover den kendte saga med opkast, diarré og kvalme.

Mkay.

Skriv en kommentar »

Farvel til journalistikken

Jeg har det godt med at sagt farvel.

I går så jeg Hvem vil være millionær sammen med min mor og hører pludselig mig selv kommentere på Hans Pilgaards evner som vært med et “det var godt nok et lukket spørgsmål”. Uh, “jeg har journalistik i mine årer” (hjemmeside-udtryk..).

Det jeg ville sige er, at det kan være mærkeligt ikke at skulle forestille sig at være en del af noget eller nogen. At kende et miljø så godt, og så være outsider. Men det er alt sammen virkelig godt. Jeg kan mærke, at det er sundt at give slip på alt hvad jeg har identificeret mig med. Selv at give slip på at “være hende, der giver slip”. Alt hvad der kan sætte sig fast. Følelser er reaktioner på ens tanker og ens sind, så for tiden oplever jeg nogle gange en stor tomhed indeni. Tomhed going meningsløshed. Men det er ubeskriveligt at kunne se ting for hvad de er. At være observatøren af sit eget tankespind og følelsescentrifuge. Det giver fred, som er det bedste jeg ved. Ikke kedelig fred, men modsætningen: at have ro samtidig med at man føler sig uovervindelig og handlekraftig. Samtidig er det for feh ikke at spekulere så meget. Filosofere og søge. Det behov har jeg slet ikke længere.

Well well, ikke mere spirituel mailpraksis her fra mig.

Skriv en kommentar »

Nils Thorsen som påskeåbenbaring

Det er aldrig rart at indrømme. Men nu kommer det. Min interviewteknik stinker, og jeg ved sjældent bag hvilke spørgsmål, de saftige svar gemmer sig. Derfor er min påskelæsning i år vores gamle pensum fra Journalisthøjskolen. Husker du, hvordan vi skøjtede hen over Kurt Strands Interview, Lars Bjergs Som man spørger og Nils Thorsens Klangen af et menneske? Nu er de fremme igen, for måske ligger nøglen til de saftige svar gemt i de pixiebøger, skolen kalder undervisningsmateriale.

Jeg er ikke blevet meget klogere på noget konkret. Til gengæld fik jeg en åbenbaring.

Nils Thorsen – der i min verden er lige så gudsbenådet til portrættet, som Poul Høi er til featuren og Jørgen Leth er til poesien – skriver ordret, som taget ud fra min egen forestilling om mig selv, og derfor min egen mindrefølelse om evner udi journalistikken:

– Selv er jeg et genert menneske. Jeg føler mig ofte fejlanbragt i verden. På afstand har jeg det fint. Og helt tæt på, fordybet i samtale. Men ved de sociale mellemstationer er jeg på den. Ved receptioner står jeg og tripper udenfor mængden og ved ikke, hvordan jeg skal kontakte de andre, og når nogen kommer hen og taler, ønsker jeg bare, at de forsvinder igen, for jeg løber alt for hurtigt tør for noget at sige.
Det har slået mig, at jeg faktisk selv er mere sky overfor mennesker, der også selv er sky. Måske fordi man som genert menneske ved fra sig selv, at de generte gemmer sig et stykke bag deres ansigt og tænker deres egne tanker. Og sådan et blik ønsker man ikke selv på sig. De ligefremme og højrøstede er lettere at have med at gøre. De tager i det mindste ansvaret for situationen og giver sig til at tale og dirigere. Og det gør mig åbenbart tryg, at den anden fylder tomrummet imellem os.

Der er endnu håb! Hvis en mand, der har det sådan der, kan få dette mesterværk ud af en skamredet medieperson, så er der fandmer stadig håb for mig.

Plusord: haremis.
Minusord: friværdi.

Skriv en kommentar »

Linselusen

Har været live på TV 2 News i dag. Har været i Nyhederne, på web-tv og på alle avisers pressefotografier. Hvorfor? Fordi den danske pressestand er en flok lemminge, som overfalder hinanden for at stå nærmest ofrene – for hvad? For at få de præcis samme udtalelser og præcis de samme motiver på præcis de samme billeder.

Jeg taler om Lars Løkke. Og hans Inger S. og Uffes Karen. Og Claus Hjort, der åbenbart var ’et helt oplagt valg’ som finansminister. Og den cirkusforestilling, der var en ministerpræsentation på Amalienborg slotsplads. Stod midt i manegen og var højere end alle andre, ha.

Og hvad får de alle, alle lemmingene, udover deres dokumentation af et stykke danmarkshistorie, som en ministerrokade åbenbart er blæst op til at være? Et stks. masende og høj praktikant med et mini-kamera i hånden og et iøjefaldende stort og knaldrødt tørklæde om halsen. Ha. I was there. På hvert eneste billede.

Kommentarer (2) »

Digterlatte

Har skrevet noget. Og det har stadig mislyde. Men nu smækker jeg det alligevel på, for egentlig kan jeg godt lide at det, og jeg er uperfekt. teksten er vigtig for mig. En slags mantra.

Idéen har jeg tyvstjålet fra Borges, men da jeg læste “El hacedor”, oversat til “Borges og jeg”, blev jeg imponeret over, hvor præcist han sætter ord på en indre oplevelse. På det ordløse. Jeg oplever det samme, men mit liv foregår bare i København frem for Buenos Aires og der er vel omkring 50 år mellem tekstfabrikationerne. Hvis tid er et issue.

“Homenage a Borges”

Det er for Julie, at alting sker. Når telefonen ringer, er det Julie, som man vil snakke med. Det er Julie, der bliver inviteret til fødselsdage og loppemarkeder, og som cykler gennem byen, fordi der er noget, hun skal nå.

Julie kan være bange for at sige noget banalt, og for at hun spilder sin tid.

Det er også Julie, der føler at omverdenen vurderer hendes bedrifter, og det er Julie, der tror på tegn og på, at begivenheder har en årsag.

Jeg derimod, går ved søerne uden større travlhed. Jeg kigger på ænder og svaner og kan lide Høeg og Borges og lytter til Lou Reed og Schubert.

For mig er tilværelsen let. Jeg ser rastløshed og bestræbelser omkring mig. Og jeg forstår mine medmennsker, men er lettet over at være den, der har ro.

Jeg er Julies bedste ven. Vi mødes hver dag i meditationen, så vidt hun er til at træffe.

Jeg ved ikke hvem af os, der skriver dette.

Kommentarer (6) »

Another day at the office

I går sagde kantinemanden til mig, at han fandt mig overfladisk og dum.

Jeg fniste forvirret. Min kollega lo. Det irriterede mig.

…?

Kommentarer (6) »

Københavnerræsonnement

I lørdags var der en pige til en fest, der spurgte mig:

– Er det ikke hårdt at bo her, når man kommer fra Jylland? Jeg mener, med alle de fordomme. For mig er Jylland jo bare ét stort hul. Eller. Et stort, mørkt område. Jeg har heller aldrig været der. Jeg har rejst verden rundt, men jeg har ikke set Jylland.

…?

Kommentarer (1) »

Jeg peger ikke fingre

I weekenden fejrede jeg treårsdag med damen. Det er det, som vi kalder hinanden, mig og min bedste veninde. Vi har bad-taste-tema hvert år på vores årsdag, og i år tog vi på Jensens Bøfhus. Eller bare Jenneren. Egentlig skulle vi have været til bøf&bowling i Valby, men det var så usmageligt dyrt, at vi gik low-budget. Så der sad vi sammen med Hvidovre-segmentet, der sad tykke og tavse og sugede cola op gennem sugerør, mens de så ud til alt andet end at nyde den udtrådte pebersteak og de frie mængder fritter. Selv bestilte vi en tre-retters menu, der bestod af to overdimensionerede skåle nachos, en burger serveret i et rundstykke, en fantastisk banana split (som vi kun kunne nidstirre efter indtagelsen af det foregående) og så en gang så uforskammet betjening, at det var sjovt.
Jeg ved godt, at det ikke er din stil, det der med at pege fingre. Men vi tog ikke derhen for at føle os bedre. Vi tog derhen for at slippe for skinny latte og antropologer og Søbogaard og kalkunbacon. Og for at få lidt provinscharme. Og billig skyllefarve. Og duften af det, som vi selv har været, og som var skidesjovt, inden det blev korrekt og økologisk og dybt i øjenhøjde. Jeg savner halballer og gemte øl i busken udenfor. Jeg savner koncepter som all-you-can-eat. Jeg savner fødselsdage på Pizza Hut. Jeg savner mikrobølgeovnsmad. Bare en gang imellem. Jeg savner at snave offentligt.

Skriv en kommentar »

… og folk troede de kendte en journalist.

Jeg er lige blevet ringet op af en gammel gymnasiekammerat. ”Om jeg ikke liiige kunnet tænke mig at skrive en artikel, om noget med nogle skumle boligudlejere”. Herefter er min koncentration fraværende. Hører kun ord som papkasse, skandaløst, Silkeborg og ’næsten ikke trække vejret for skimmelsvamp’.

Hvorfor er det, at alle ens bekendte altid liiige synes, at man skal skrive en helt vildt spændende historie for dem? Bare lige til et landsdækkende dagblad. I stedet for at afbryde og sige sandheden (”Hør her, jeg synes det lyder som en røvdårlig idé, ydermere kedeligt. Og så er min faglige selvtillid by the way helt i bund for tiden. Hej hej, hav det godt, hej heeeej”), så sagde jeg ”Ja, send mig en mail om det. Så hører du fra mig.”

Heldigvis viste det sig at min gymnasiekammerat ikke havde gjort sin research grundigt nok. Han bor i Århus. Jeg heldigvis i Købbe. Og skimmelsvampen ude på den jyske hede i benævnte papkasse. Det er en dejlig tredeling.

He he, han sagde også, at han ville sende en forespørgsel ud på min skoles opslagstavle. Held og lykke med den, pal. Han skulle bare vide, at vi alle med største fornøjelse sletter alle de mails, der har den originale titel ”journalist til afslørende historie søges”.

Jeg har stadig ikke stresssvedpletter under armene. Dem jeg har, kommer af at jeg har spankuleret hen og tanket en choko milk i maskinen tre gange efter frokost i dag. Jeg bliver sindssyg – hører du? Jeg ved godt, at det er emotionel smålighed at hælde den her choko pine jammer ud over dig – jeg har jo for fanden selv bragt mig i den her suppedas – men

(hør her, den her sætning må du færdiggøre. jeg stikker for i dag)

Skriv en kommentar »

Din bjæffende nyhedshund

Havde aldrig troet at jeg skulle sige det, men jeg savner journalistik. Det der som du laver. Det helt klassiske. Hurtige kommentarer. Handling.”

Den sætning vil jeg gemme som en lille gave bagest i min reptilhjerne, indtil jeg en dag kan pakke den op og vise den til dig, som en lille rest af dig, en reminiscens af din  indre nyhedshund.
Jeg vidste, den ville gø eventually. Den måtte den jo. Du er så kold over for kilder, eksperter og al deres vås og snobberi. Du går kontra på sådan noget, og lige netop derfor har du guts til at sidde i denne svedige armhule af en onlineredaktion, hvor vi arbejder ud fra devisen om, at læserne sultent overvåger alle vores skridt og fejl og sejre. ”Vi må ikke lade læserne vente,” bliver der altid – lidt for jovialt – sagt efter frokostpausen. But I like it.

I dag skal jeg skrive om nørder. Der er åbenbart noget, der hedder Unix-tid, og i aften er det sådan lidt ligesom milleniumnatten, du ved, Y2K-problemerne og sårn. Bare godt. Eller, faktisk ved jeg det ikke. Når jeg forsøger at researche på det der, der skal ske i aften, som jeg ikke ved hvad er, så kommer der bare en masse tekster op med programmeringskoder, LOL’er og *ggg* og den slags nørdede indforståelser.

Så nu ringer jeg til formanden for foreningen for danske unix-brugere. De er en ret big deal. De har fået Reboot-prisen (??) for at have bragt Internettet til Danmark og for at have arbejdet med det i 20 år… Det er sgu da noget af en pris. Men jeg kan kan kan kan ikke tage seriøst, at formanden hedder… Svenne. Og til efternavn Krap! Forestil dig lige en web-mand, hvis online liv foregår på engelsk… hedder han så bare Crap størstedelen af sit liv? Men ja, sådan er det. Og nu skal jeg interviewe ham.

Skriv en kommentar »

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.